T3.5 Måling af nitrat
Farvereaktionen i T3.4 virker kun på nitrit. Nitrat reagerer slet ikke med reagenserne. Skal man måle nitrat, må man derfor tage en omvej: først laves nitraten om til nitrit, og så måles nitritten.
Siden bygger på T3.4 Måling af nitrit og på oxidationstal fra afsnit 8.3 i bogen til C-niveau.
Zink laver nitrat om til nitrit
Vandprøven gøres sur og rystes med lidt zinkpulver. Zink er et reduktionsmiddel, og det reducerer nitrat til nitrit:
NO3−(aq) + Zn(s) + 2 H+(aq) → NO2−(aq) + Zn2+(aq) + H2O(l)
Zink stiger fra 0 til +II og bliver oxideret. Nitrogen falder fra +V til +III og bliver reduceret. Hver nitration bliver til én nitrition.
Bagefter tilsættes de to reagenser, og nitritten bliver til det rødviolette azofarvestof.
To målinger på samme vand
Efter behandlingen med zink er der to slags nitrit i prøven: den nitrit, der var i vandet fra begyndelsen, og den, der er dannet af nitrat. Farven viser summen af de to. Derfor laver man to målinger.
I drikkevand og grundvand er der næsten altid meget mere nitrat end nitrit. Så betyder måling 1 kun lidt, men den skal laves for at være sikker.
Standardkurven laves med nitrat
Zinken når ikke altid at omdanne al nitraten. Derfor laves standardopløsningerne af et nitratsalt, fx kaliumnitrat, og de får zink og reagenser på præcis samme måde som prøven. Så har en fejl i reduktionen samme størrelse i standarder og prøve, og den går ud i beregningen.
Standardkurven for nitrat får en lidt mindre hældning end kurven for nitrit, fordi lidt af nitraten ikke er blevet til farvestof.
Nitrat eller nitrat-nitrogen
Vandværker angiver indholdet som milligram nitrat pr. liter. Landbruget og miljømyndighederne regner i stedet i nitrogen, fordi de vil kunne lægge nitrat, ammonium og andre nitrogenforbindelser sammen. Så tæller man kun massen af nitrogenatomerne. Det kaldes nitrat-nitrogen og skrives nitrat-N.
Hver nitration indeholder ét nitrogenatom. Stofmængden af nitrogen er derfor den samme som stofmængden af nitrat, men molarmassen er 14,01 g/mol i stedet for 62,01 g/mol. For vandet i eksemplet bliver det
\[ \text{nitrat-N} =7{,}00 \cdot 10^{-4}\ \dfrac{\mathrm{mol}}{\mathrm{L}} \cdot 14{,}01\ \dfrac{\mathrm{g}}{\mathrm{mol}} = 9{,}81 \cdot 10^{-3}\ \dfrac{\mathrm{g}}{\mathrm{L}} = 9{,}81\ \dfrac{\mathrm{mg}}{\mathrm{L}} \]
43,4 mg nitrat pr. liter er altså det samme som 9,81 mg nitrat-N pr. liter. Grænsen på 50 mg nitrat pr. liter svarer til 11,3 mg nitrat-N pr. liter.
Et tal for nitrat i vand kan være både mg nitrat pr. liter og mg nitrat-N pr. liter. De to tal er meget forskellige. Tallet for nitrat er 4,43 gange så stort som tallet for nitrat-N.
Teststrimler
Skal man bare vide, om der er meget eller lidt nitrat i vandet, er en teststrimmel nok. Feltet på strimlen indeholder både et reduktionsmiddel og de to reagenser i tør form.
| Metode | Tager | Viser |
|---|---|---|
| teststrimmel | et minut | hvilket trin på skalaen prøven ligger nærmest |
| spektrofotometer | en time | koncentrationen med tre betydende cifre |
En strimmel kan vise, at vandet fra en brønd ligger et sted mellem 25 og 50 mg/L. Den kan ikke vise, om det er 43 eller 52 mg/L. Skal man afgøre, om vandet holder grænsen, skal der en rigtig måling til.
Laboratorier, der analyserer drikkevand hver dag, bruger ofte chromatografi i stedet. Her bliver vandets ioner skilt ad i en kolonne og målt én for én. Princippet er det samme som i afsnit B8.6.