Kapitel A1: Ligevægte fortsat

På en fabrik, der laver ammoniak, måler man tryk og ikke koncentrationer. I en elkedel falder kalk ud af vandet, og i dit blod holder et puffersystem pH på 7,4. Det ligner tre forskellige emner, men kemien er den samme: en ligevægt, en ligevægtskonstant og en beregning, der viser, hvor ligevægten ender.

På B-niveau lærte du at forudsige, hvilken vej en ligevægt bliver forskudt. I dette kapitel lærer du at beregne, hvor den ender. Værktøjet er det samme hele vejen: et skema med rækkerne start, ændring og ligevægt. Først bruger du det på gasser, derefter på tungtopløselige salte og til sidst på syrer og baser. Opgaver af den slags er blandt de mest almindelige i den skriftlige prøve.

Afsnit Det finder du ud af
A1.1 Partialtryk Hvordan trykket i en blanding af gasser er fordelt på de enkelte gasser.
A1.2 Gasligevægte Hvordan ligevægtsloven skrives med tryk i stedet for koncentrationer.
A1.3 SÆL-skemaet med gasser Hvordan du beregner trykkene ved ligevægt.
A1.4 Indgreb og ny ligevægt Hvor ligevægten ender efter et indgreb.
A1.5 Opløselighedsligevægte Hvor meget af en ion der er tilbage i opløsningen, når bundfaldet er dannet.
A1.6 Syre-baseligevægte Hvordan pH i en syre eller en base beregnes med det samme skema.
A1.7 Puffersystemer og fordelingsdiagrammer Hvor meget af et stof der findes som syre og som base ved en bestemt pH.
A1.8 Titrering af phosphorsyre Hvordan titrerkurven ser ud for en syre, der kan afgive tre hydroner.

Kapitlet bygger på kapitel B2 om kemisk ligevægt og kapitel B6 om syrer og baser i bogen til B-niveau og på idealgasligningen fra afsnit 4.6 i bogen til C-niveau.