Repetition af kapitel A6

Her er kapitel A6, Enzymer og biokemi, samlet på én side. Sæt flueben ved det, du kan. Er du i tvivl, så åbn Kort sagt, eller læs afsnittet igen.

A6.1 Enzymer

Det skal du kunne

  • beskrive, hvordan et enzym binder sit substrat i det aktive center
  • angive, hvilke intermolekylære bindinger der kan være mellem et substrat og en sidekæde
  • afgøre, hvilken ladning en sur eller basisk sidekæde har ved en bestemt pH
  • forklare, hvorfor et enzyms aktivitet afhænger af pH og temperatur
  • forklare forskellen på en kompetitiv og en non-kompetitiv inhibitor
  • Substratet sætter sig i enzymets aktive center og danner et enzym-substrat-kompleks.
  • Substratet holdes fast af ion-ionbindinger, hydrogenbindinger, dipol-dipolbindinger og londonbindinger til sidekæderne.
  • Sure sidekæder er negativt ladede og basiske sidekæder positivt ladede ved pH 7.
  • pH ændrer sidekædernes ladninger, og derfor har hvert enzym et pH-optimum.
  • En kompetitiv inhibitor sætter sig i det aktive center. En non-kompetitiv inhibitor sætter sig et andet sted.

A6.2 Enzymkinetik

Det skal du kunne

  • forklare, hvorfor hastigheden af en enzymreaktion nærmer sig en øvre grænse
  • opskrive Michaelis-Menten-ligningen og forklare vmax og KM
  • undersøge, om målinger følger Michaelis-Menten-ligningen
  • bestemme vmax og KM med et CAS-værktøj eller med en ret linje
  • forklare, hvornår en enzymreaktion er af første orden, og hvornår den er af nulte orden
  • Hastigheden af en enzymreaktion nærmer sig vmax, når enzymet er mættet med substrat.
  • Michaelis-Menten-ligningen er v = vmax · [S] / (KM + [S]).
  • KM er den koncentration af substrat, der giver halvdelen af vmax.
  • Ved lav [S] er reaktionen af første orden, og ved høj [S] er den af nulte orden.
  • vmax og KM bestemmes med et CAS-værktøj eller af en ret linje for 1/v som funktion af 1/[S].
  • En kompetitiv inhibitor gør KM større, og en non-kompetitiv inhibitor gør vmax mindre.

A6.3 Metaller i kroppen

Det skal du kunne

  • finde overgangsmetallerne i det periodiske system og opskrive deres elektronkonfiguration
  • forklare, hvorfor overgangsmetaller har flere oxidationstrin og farvede ioner
  • beskrive et kompleks med centralion og ligander og bestemme dets ladning
  • give eksempler på, hvad jern, zink og andre metaller fra d-blokken bruges til i kroppen
  • Overgangsmetallerne står i d-blokken, hvor d-orbitalerne fyldes op.
  • Når et overgangsmetal bliver til en ion, forsvinder elektronerne i 4s først.
  • Overgangsmetaller har flere oxidationstrin, farvede ioner og danner komplekser.
  • Et kompleks består af en centralion og ligander, som hver deler et ledigt elektronpar med centralionen.
  • Hæmoglobin binder dioxygen til en jern(II)ion i en hæmgruppe.
  • Zink, kobber, mangan, cobalt og molybdæn sidder i enzymer og vitaminer.

A6.4 Redoxtitrering

Det skal du kunne

  • forklare, hvordan man ser ækvivalenspunktet i en titrering med permanganat og i en titrering med diiod
  • finde stofmængdeforholdet i det afstemte reaktionsskema
  • beregne en koncentration eller en masse ud fra en redoxtitrering, også når prøven er fortyndet
  • gennemføre beregningen for en titrering i to trin
  • begrunde valget af syre og indikator
  • I en redoxtitrering reagerer prøven med et oxidationsmiddel eller et reduktionsmiddel fra buretten.
  • Stofmængdeforholdet findes i det afstemte reaktionsskema.
  • Permanganat er sin egen indikator: violet MnO4− bliver til næsten farveløs Mn2+.
  • Diiod bruges med stivelse som indikator, som bliver blåsort.
  • Et oxidationsmiddel kan bestemmes i to trin: det danner diiod, som titreres med thiosulfat.
  • Er prøven fortyndet, ganges der til sidst med det antal gange, den er fortyndet.

A6.5 Chromatografi med tal

Det skal du kunne

  • forklare, hvordan en blanding skilles ad i en kolonne med en stationær og en mobil fase
  • aflæse retentionstider og arealer i et chromatogram
  • forudsige rækkefølgen af stofferne ud fra deres polaritet
  • bruge chromatografi til at afgøre, hvilke stoffer en prøve indeholder
  • bestemme en koncentration ud fra toppens areal og en standardkurve
  • I chromatografi skilles stoffer ad, fordi de fordeler sig forskelligt mellem en stationær og en mobil fase.
  • Retentionstiden viser, hvilket stof det er, når den sammenlignes med en standard.
  • Arealet under toppen viser, hvor meget der er, når det sammenlignes med en standardkurve.
  • I HPLC med omvendt fase er den stationære fase upolær, og polære stoffer kommer først ud.
  • I GC er den mobile fase en gas, og stoffer med lavt kogepunkt kommer først ud.