0.2 Sådan lærer du kemi
Forestil dig, at du vil lære at spille guitar. Du kan se hundrede videoer af en dygtig guitarist og forstå præcis, hvor fingrene skal sidde, men første gang du selv prøver, lyder det forkert, og fingrene gør ondt. Først efter flere ugers øvelse kan du skifte mellem grebene uden at tænke over det, og kemi læres på samme måde.
At forstå er ikke det samme som at kunne
Når din lærer gennemgår et eksempel, eller når du læser et afsnit, kan alt virke klart. Den følelse er vigtig, men den kan snyde, for du har set, hvordan man gør, uden selv at have gjort det. Det svarer til at se guitaristen spille et greb. Prøver du en uge senere at løse en lignende opgave uden hjælp, opdager du ofte, at et trin mangler, eller at du ikke kan huske, hvor du skulle begynde.
Det er, når du selv løser opgaver, at du lærer kemien, og det er også dér, du opdager, hvad du endnu ikke kan. Fejl hører med, ligesom de forkerte toner hører med, når du øver et nyt greb, og en fejl, du selv har fundet og rettet, er ofte det, du husker bedst.
Sådan bruger du en opgaveside
Hvert afsnit i bogen har en side med opgaver, og under hver opgave ligger hjælp i to trin og et facit. Brug dem i denne rækkefølge:
- Prøv selv, også selv om du ikke er sikker på, hvordan du skal begynde.
- Sidder du fast, så åbn Hjælp 1, og prøv igen. Åbn kun Hjælp 2, hvis du stadig sidder fast.
- Sammenlign med facit, og find ud af, hvor du gik galt, hvis dit svar er forkert.
- Løs den samme opgave igen nogle dage senere uden hjælp. Kan du det, har du lært den.
Rækkefølgen er vigtig, for det er anstrengelsen ved at hente svaret frem fra hukommelsen, der får det til at sidde fast. Åbner du hjælpen med det samme, springer du netop den del over.
Øv dig, og øv dig igen
Forskning i læring peger også på nogle få vaner, der virker bedre end andre:
- Spred øvelsen ud over flere dage. Fire gange 20 minutter i løbet af en uge giver mere end de samme 80 minutter på én aften.
- Vend tilbage til det, du har lært tidligere. Kemi bygger oven på sig selv, så når du regner med stofmængder i kapitel 4, får du brug for formlerne fra kapitel 2 og 3.
- Leg med stoffet. Prøv animationer, hvor du selv kan ændre på tingene og se, hvad der sker, lav forsøgene i laboratoriet, og stil dig selv spørgsmålet “hvad nu hvis?”.
At læse sine noter igen eller at strege over med farver føles effektivt, men det giver langt mindre end at løse opgaver, fordi du kun genkender stoffet uden at bruge det.
Når du har lært noget én gang, glemmer du det meste i løbet af få dage. Hver gang du øver igen, kommer du op igen, og bagefter glemmer du langsommere end før.
Ingen genvej til et 12-tal
Der findes ingen video på TikTok eller YouTube, som du kan se aftenen før eksamen og få 12 bagefter. En god video kan hjælpe dig med at forstå, ligesom en video kan vise dig et nyt greb på guitaren, men den kan ikke øve for dig.
Det samme gælder AI. En chatbot kan forklare et begreb på en ny måde eller give dig flere opgaver at øve dig på, og det kan være en stor hjælp. Lader du den løse opgaven for dig, er det til gengæld den, der har øvet sig, og ikke dig, så brug den som en lærer, der forklarer, og ikke som en facitliste. Til prøver og eksamen er det dig, der skal kunne det.
Mange kender fortællingen om drengen, der aldrig ser ud til at lave noget i timerne og alligevel får 12 til eksamen. Det er en myte. Den, der ser ud til at kunne et fag uden at øve, har næsten altid øvet på et andet tidspunkt eller et sted, hvor du ikke så det. Undersøgelser af elever viser også, at mange skjuler, hvor meget de arbejder, og det gælder både drenge og piger. Går det godt, ser det ud, som om de klarede det uden anstrengelse, og går det dårligt, har de en undskyldning.
Mestring kræver øvelse for alle, men det betyder til gengæld, at øvelse virker. Den elev, der løser opgaverne hver uge og vender tilbage til det gamle stof, står stærkest til eksamen, uanset hvor let eller svært faget føltes i begyndelsen. Nu er du klar til kapitel 1, hvor kemien begynder med stofferne og atomerne, de er bygget af.